“Sandhedslege, Rollen og Forestillinger” – 3. pris, 2009

PN_Biba

Katja Boom Philip (* 1978) & Honey Biba Beckerlee (* 1978)
Danmark
Sandhedslege, Rollen og Forestillinger
Video (HD)
8:25 min.
2008
Kunstnernes eje

Juryen tildeler de danske kunstnere Katja Boom Philip & Honey Biba Beckerlee 3. prisen med følgende begrundelse:

Katja Boom Philip og Honey Biba Beckerlees 2-kanals video-installation Sandhedslege, Rollen og Forestillinger er et portræt af buntmageren og pelsgrossisten Karsten Philip og handler – som titlen antyder – om illusioner og flere lag af sandhed. Og dertil om beskuerens eget mellemværende med eksistensen, som konkretiseres i konfrontationen med kunstværket.
Videoværket projiceres op på to skærme i et rum, så billedforløbene står over for hinanden. Beskueren er ideelt set placeret midt imellem de to projektioner og må vende sig frem og tilbage for at følge med i de to forløb, der på den ene side spiller sammen og på den anden side spiller op imod hinanden på både billede og lydsiden. Beskueren bliver på den måde en del af værket, dets udsigelse og det spand af tid, som skildres. Splitscreen-metoden kendes eksempelvis fra den iranske videokunstner Sherin Neshat, men hvor hun bruger det tvedelte medium i en kønspolitisk konfrontation, bruger Katja Boom Philip og Honey Biba Beckerlee konfrontationen til en leg om livet, og hvilke drømme mennesket møder det med.
På den ene projektion ser beskueren Karsten Philip som ung studerende, der optræder i en skolerevy på Niels Brocks Handelsgymnasium anno dazumal. På den anden projektion ser beskueren nutidens pensionerede Karsten Philip. I fem små episoder kommer Karsten Philip ind i den samme sal, møder sit unge jeg og mimer hans udsigelse på scenen. Visuelt og lydligt bliver det til et ritualiseret spil mellem erindring og nutidig erkendelse, mellem drøm og virkelighed, hvor Karsten Philip kropsligt og retorisk går i et med sit gamle sceniske jeg for til slut at lægge masken i et forsøg på at blive den, han er. Visuelt er den teatralske rite gestaltet ved, at videoen slår fra farve over i sort hvid og tilbage til farve igen.
Der er tale om en forførelse – også af beskueren. Ved første øjekast kan publikum forledes til at tro, at det er en ældre skuespiller, der ser sit unge jeg og husker de roller, han spillede. Retorisk understreget ved de ord, den ældre Karsten Philip knytter til sit unge sceniske jeg, og hvor han eksempelvis ikke uden vemod siger, at han ikke længere husker sine roller, men alene ansigtet foran dem. Masken.
Men de patetiske overvejelser om en karriere på scenen som Karsten Philip fremfører i videosekvenserne – som havde han i virkeligheden levet et liv som skuespiller og ikke som pelsgrossist – er reelt citater, hentet fra tre bind af den svenske skuespiller Erland Josephsons erindringer: Rollen (1989), Sanningslekar (1990) og Föreställningar (1991), hvori han reflekterer over sit liv og sine erfaringer som skuespiller. I Sandhedslege, Rollen og Forestillinger møder beskueren således et menneske, der fortsat iscenesætter sig selv og lever på drømmen om et andet liv, uanset hvilke erkendelser, der skulle have meldt sig undervejs.
Video-installationen konfronterer således ikke alene to livsaldre og skaber en friktion mellem illusion og sandhed, den stiller også vedkommende eksistentielle spørgsmål til de valg, mennesker træffer i deres liv, og til de konsekvenser, de potentielt kan have. Den inddrager tillige elegant og foruroligende beskueren som vidne og medvider i en proces, hvor Karsten Philips valg, drømme og iscenesættelse ikke bliver hans alene, men også publikums. På den måde bliver rummet mellem de to projektioner et sted for erkendelse, hvor fortryllelse, forførelse og bedrag glider sammen med billede og lyd. Portrættet af den anden kan i kraft af den kunstneriske proces blive et portræt af en selv.
Henrik Wivel