“Berlin” – 2. pris, 2011

PN_Berlin

Mogens Ulderup (* 1968)
Danmark
Berlin
Fotografi
120 x 80 cm
2009
Kunstnerens eje

Juryen tildeler den danske kunstner Mogens Ulderup 2. prisen med følgende begrundelse:

Hvad er et godt portræt? For mig er det et værk, som henvender sig til mig, et som kommunikerer. Man er ikke i tvivl, når man ser de store mestre. I Diego Velazquez’ portræt af Pave Innocens X kigger paven ud på beskueren, som om vi ved mirakuløs tankelæsning har grebet ham i noget, han burde holde sig for god til. Sådan ser han ud, hver gang man kigger på ham, og foreløbig har han hængt i adelsfamilien Doria Pamphiliis palæ i Rom i 400 år med den effekt. Han var selv klar over det, og skal efter sigende have udbrudt, da han så portrættet: “Det er alt for sandt!”
Kan Mogens Ulderups portræt af en ung mand fra Berlin noget tilsvarende? Med fare for at støde mange, der ved bedre, vil jeg svare… “ja”. Hver gang, man vender tilbage til portrættet, begynder en gættekonkurrence på ny. Hvem er den unge mand, som er fanget i et travlt øjeblik? Enten har han været på hårdt arbejde, eller også står han midt i det. Hvor er han på vej hen? Hvad laver hans klon bagved? Er de flyttefolk af den florlette slags, som kun tager standerlamperne, potteplanterne og plasticposerne, mens der står nogen hærdebrede behårede bamser bagved dem for at ondulere flyglerne, dykkerklokkerne og de fyldte arkivskabe? Eller er det “færdigt arbejde, så er det tid til en Cecil”, som det hed i et gammelt slogan? Bortset fra at disse fyre ville ryge Grønne Bæredygtige Kings, hvis det kom dertil.
Formelt er portrættet klassisk komponeret med et lille twist. Hans ansigt står næsten banalt præcis midt i billedfladen, vendt smask lige ud på os – til gengæld er der langt mere luft over ham, end man ville have normalt, så miljøet omkring ham spiller med i historien. Hans overkrop vender sig enten mod os eller væk fra os, alt efter om man er pessi- eller optimist, den er i hvert fald i bevægelse. Hvad er det, som har været SÅ strabadserende?
Han ligner en person i en overgangsfase. Han er så ung, at der må være grænser for, hvor mange ulykker han har forvoldt endnu, og han har heller ikke umiddelbart smykket sig med hverken magtens eller rigdommens kendetegn. Hans hvide ultimativt beskedne T-shirt er næsten identitetsløs, og det tætteste man i en smagfuld konkurrence kan komme på at optræde nøgen. Med hans røde kinder signalerer han en basal ungdommelig energi, og jeg ville lyve, hvis ikke jeg indrømmede, at han fanger mit øje, fordi han ser usædvanligt appetitlig ud. Men han har også et fast blik ind i kameraet, og dermed til os: han afkræver også os et svar. Hvad bliver det til? Er du på, vil du med, skal du hægtes af?
Som medlem af juryen havde jeg det privilegium, at jeg kunne ringe til fotografen Mogens Ulderup og få en forklaring. Det viser sig, at forklaringen er temmeligt lang og kvartvejs dramatisk, men jeg er ikke sikker på, at billedet bliver bedre af, at man forstår, hvordan det blev til. Det mest knaldede er, at billedet er taget med et gammeldags analogt lommekamera Olympus XA fra 1980’erne, og alle de raffinerede effekter i kompositionen ikke er fremkommet i den efterfølgende beskæring. Det er HELE negativet, vi ser!
Livet er urimeligt; Velazquez brugte en menneskealder på at lære at male sandheden frem. Andre fanger med et lommekamera et øjeblik, som bliver præmieret frem for 5-600 andre bidrag til en fællesnordisk portrætkonkurrence. For det er knageme et godt portræt.

Adrian Hughes