“Eike – “De der blev tilbage”” – 1. pris, 2011

PN_Eike

Torben Åndahl (* 1959)
Danmark
Eike – “De der blev tilbage”
Fotografi
25 x 39 cm
2009
Kunstnerens eje

Juryen tildeler den danske kunstner Torben Åndahl 1. prisen med følgende begrundelse:

Portrættet er et billede af en kvinde. Der er billedet, der er kvinden – og der er kunstneren, som signerer dette billede af denne kvinde.
Billedet er et sort/hvidt fotografi. Dets motiv, kvinden, står knivskarpt belyst i forgrunden. Til siderne er baggrunden dunkel og delvis uskarp. Kvinden deler den
i omtrent det gyldne snits forhold. Den viser et køkken med dagligdags genstande. Alligevel: til højre hænger der en række store knive, hårde og farlige. Til venstre står der en række mælkekartoner, bløde og harmløse. Bag kvinden er der en åben dør, som også er lys. Kvindens belyste ansigt står præcist symmetrisk placeret i den
åbne dørs kontur, og hun forbindes med den gennem (børne?)tegningen på den åbne dør, der fordobler hendes eget ansigt. At døren er belyst til forskel fra den øvrige baggrund, oplader den med en særlig betydning. Helt bortset fra motivhistoriske allusioner (fx Hammershøi) kommer døren til at aftegne en vej ud eller bort, den bliver til noget, kvinden qua belysningen er forbundet med. I billedets dynamik bliver døråbningen næsten til akkurat dét, der sætter kvinden i stand til at præstere sin hudløse henvendthed, denne blanke konfrontation af sig selv med os. Forbindelsen mellem kvinden og døråbningen skaber en markant dybdeakse i billedet.
Kvinden er en person, vi ikke kender. Hun ser på os, og vi ser på hende. Havde hun været statsminister eller filmstjerne, ville vi have forbundet hende med alt det, denne person nu måtte stå for. Men vi kender hende ikke. Hun er et menneske, der her optræder som sig selv. Hendes udtryk og hele hendes fremtræden for os er forunderligt dobbelttydig. Hun åbner sig for os, hun inviterer os ind, og der er noget både modigt og kraftfuldt over den nøgne åbenhed, hun udstiller. Men samtidig er der noget uigennemtrængeligt, noget lukket over hendes udtryk. Noget magtesløst, fortvivlet, som hun ganske vist godt tør udstille, men som alligevel er og vil for – blive helt hendes eget. Hun viser sig for os i sin menneskelige kompleksitet somen person med et liv og en historie. En person, hvis hemmelighed vi ikke kender, men som vi gennem hendes henvendelse til os fornemmer, at vi ville kunne forstå, og som kunne være vores egen.
Kunstneren tilstiller os dette billede af denne kvinde. Billedet rummer dermed en dobbelt henvendelse: kvindens og kunstnerens. Kunstneren signerer billedets komplekse tid. På den ene side er dette noget dagligdags, et almindeligt menneske i et almindeligt køkken en almindelig dag. En dag, som kunne have været en anden dag, lige som det kunne have været en anden kvinde i et andet køkken.
Men det er det ikke: dette er nemlig ikke dagligdags, dette er et “afgørende øjeblik” (med Cartier-Bressons ord), et snit i tiden, hvori netop denne kvinde én gang for alle henvender sig til os med netop denne sin forsvarsløse kraft, som rammer os på en måde, vi ikke vil komme til at ryste af os. Dét afgørende øjeblik, som gennem dette billede løftes ud af vores dødelige tid og ind i en evighed, hvor det vedblivende vil stå og insisterende gentage sit “nu”. Kvinden, blikket, kunstneren: de tre niveauer griber her lykkeligt ind i hin – anden og samler sig til den komplekse, genstridige helhed, der kendetegner virkelig kunst – når den rammer os.

Morten Kyndrup