“Selvportræt (Jeg og du)” – 1. pris, 2009

09_vinder

Matti Kolehmainen (* 1952)
Finland
Selvportræt (Jeg og du)
Pastel på papir
140 x 100 cm
2008
Kunstnerens eje

Juryen tildeler den finske kunstner Matti Juhani Kolehmainen 1. prisen med følgende begrundelse:
Kunstneren ser på den, der ser på kunsten – og på kunstneren. For det er et selvportræt, Matti Juhani Kolehmainen har malet. Og det er for dette selvportræt, at den finske billedkunstner modtager Brygger J.C. Jacobsens Portrætpris. Oprindelig er Matti Juhani Kolehmaines billede – som dermed også er et billede af Matti Juhani Kolehmainen – den ene halvdel af et dobbeltportræt. Genparten er et billede, som kunstneren har malet af sin hustru. Når de ses i forlængelse af hinanden, korresponderer de med hinanden, ligesom der er en korrespondance til det, som kunstneren har kaldt dem hver især. For mens titlen på det ene er Jeg og du, er titlen på det andet som en spejlvending af det første. Du og jeg hedder det. Og mens lyset på Kolehmainens portræt af hustruen kommer fra højre, kommer lyset på selvportrættet fra venstre. De to portrætter reflekterer hinanden som i gensidig respekt, men de skal ikke nødvendigvis hænge side om side for at berettige sig selv. De kan også stå alene, som selvportrættet af Matti Juhani Kolehmainen nu står alene. Ud fra kunstnerens data ved vi, at billedet forestiller en mand, der er omkring de 56 år. Han har fremstillet sig selv i lidt overnaturlig størrelse, som for at være sikker på, at vi ser ham. Hans ansigt udstråler alvor, hans blik er fast og koncentreret, og i kraft af portrættets eksistens ved vi, hvad han ser på. Han har iagttaget sig selv lidt fra neden, måske i et spejl, måske gennem et fotografi, og med sine pastelkridt har han langsomt og nænsomt overført sine indtryk til billedets flade. I sit valg af farver – sort, gråt, okker, lidt brunt – har han betonet en begrænsning, der understøtter selvfremstillingens tavse alvor. Det er samtidig denne snævre kolorit, der definerer en nordisk kulturkreds og indskriver ham i en koloristisk tradition, der set i det store perspektiv også tæller en Vilhelm Hammershøi og en Helène Schjerfbeck. Farvens begrænsning står naturligt til figurens tætte beskæring. For her er alt tilsyneladende valgt fra, undtagen det mest nødvendige. Skulderpartiet, hvor den højre skulder løfter sig over den venstre, danner billedets ene diagonal, mens halspartiet og hovedet med håret udgør den anden.
Fremhævelse er altid en konsekvens af udeladelser, og havde kunstneren ikke valgt at vise blot en del af sin overkrop og det øverste af sin venstre overarm, ville hans ansigt ikke have været så eksponeret. Nu rejser det sig som kulminationen på en ærlig selvfremstilling uden hverken prætentioner eller illusioner. Konkurrencebetingelserne har defineret et portræt som et kunstværk, der søger at gengive en bestemt person, og kræver desuden, at denne gengivelse baserer sig på mindst ét møde med personen. Det krav er til overflod overholdt i dette portræt. For ingen kender Matti Juhani Kolehmainen bedre, end den kunstner, der med dette billede prunkløst og kompromisløst har fastholdt hans træk.
Matti Juhani Kolehmainen er født den 23. november 1952. Han er uddannet på Det finske kunstakademi 1981-85 og har haft både separat- og gruppeudstillinger, bl.a. i Vantaa, hvor han er bosiddende. I 2007/2008 var han blandt deltagerne i den første nordiske vandreudstilling, der blev afholdt i forbindelse med Brygger J.C. Jacobsens Portrætpris.

Peter Michael Hornung