“Hest og rytter” – juryens specialpris, 2013

Web_Inge-Lise Ravn_specialpris_Hest og Rytter

Inge-Lise Ravn (*1943)
Danmark
Hest og rytter
Fotografi på dibondplade
147 x 100 cm
2012
Kunstnerens eje

BRYGGER J.C. JACOBSENS PORTRÆTPRIS
JURYENS SÆRPRIS: INGE-LISE RAVN

Juryen tildeler den danske kunstner Inge-Lise Ravn en særpris med følgende begrundelse:

Det er et stort, frisk, sort/hvidt fotografi, som øjeblikkelig tiltrækker sig vores opmærksomhed: En moden kvinde klædt i en afslappet sømandssweater sidder overskrævs på en springende hest uden seletøj med benene strakt frem, som om hun ville standse hesten midt i luften for at kaste et sideblik på beskueren. Kvinden, som faktisk er kunstneren selv, Inge-Lise Ravn, er lige så almindelig og dagligdags at se til, som værkets titel, Hest og Rytter, er bedragerisk simpel og ligetil. Billedet er imidlertid meget farligere, end et overfladisk blik lader ane, og kunne sagtens bruges som reklame for en række forskellige produkter, som f.eks. en særlig slags øl eller ost, og minde os om, hvordan reklameindustrien plejer at skabe en tom zone mellem varen og præsentationen af den ved at indgyde den potentielle kunde en diffus længsel og en ukritisk accept.
Ved nærmere eftersyn er der noget decideret mystisk ved den muntre, bukoliske følelse, som billedet i første omgang vækker. Det, der i første omgang kan ligne en kæphest eller en gyngehest, viser sig at være en noget forvredet hingst, hvor hvert eneste hår er så tydeligt, at man næsten kan røre ved det. Den kvindelige rytter er heller ikke blevet forskønnet. Tværtimod viser det hyperrealistiske fotografi hver eneste rynke i det gådefulde ansigt, som er stærkt og blidt på samme tid. Billedet er skabt ved hjælp af computermanipulation (Photoshop) og sat sammen med assistance fra kunstnerens søn, som er grafisk designer. Dets fastfrosne, usammenhængende komposition – rytteren, en tændstikfigur af kød og blod, svæver oven over hesten uden at røre den – giver billedet en uhyggelig fysisk tilstedeværelse, som stammer lige så meget fra tusmørkezonen som fra vores såkaldte normale virkelighed.
Med den sorte baggrund, som fylder rammen helt ud, som om den fortsætter ad infinitum, minder portrættet umiddelbart om en mængde rytterstatuer gennem tiderne, en tradition, som går mindst så langt tilbage som oldtidens Athen. Den vestlige verdens kunst er fuld af malerier af riddere og konger til hest, der er malet for at hylde deres mandige mod og deres store sejre, og af adelige godsejere med deres godser i baggrunden, som vidner om deres ejendomsret til jorden.
I betragtning af det radikale skift i magtbalancen mellem kønnene i de sidste par årtier og kvindernes aktive deltagelse i alle dele af samfundslivet, især inden for kunsten og den akademiske verden, hvor de hurtigt har overhalet mændene i antal, kan billedet ses som et symbol på virilitetens nederlag, en humoristisk kastration og en endegyldig nedbrydning af den patriarkalske samfundsorden uden at forfalde til vulgær feminisme eller militant lige-på-og hårdt guerillapige-taktik. Ironisk nok blev billedet lavet som et minde om Inge-Lise Ravns far, som somme tider tog hende med ud at købe heste, da hun var barn, og afsluttede en handel med et fast håndtryk på den gameldags gentleman-manér, selv om hans datter aldrig fik lov til at ride på nogen af hingstene.
Imidlertid kan motivationen til skabelsen af et kunstværk og det, det ser ud til at udtrykke, være to meget forskellige ting, eftersom det kan være fyldt med både bevidste og ubevidste hentydninger til en bredere historisk og social kontekst. At dømme efter hestens positur kan den have sit forbillede i et hvilket som helst hestebillede fra før 1872, hvor Eadweard Muybridge beviste ved hjælp af fotografier, at en hest aldrig har alle fire ben løftet fra jorden, når den løber, en myte, der ofte er blevet gentaget af kunstnere før den tid, som viste for-og bagben svævende i luften på samme tid. Den særlige positur på Ravns fotografi viser faktisk ikke en hest i løb, men i spring. Den udfører en kapriol, et spring op i luften, hvor hesten springer uden at bevæge sig fremad og sparker bagud med bagbenene, når den er højest oppe. Ravn så kapriolen første gang på et postkort; det er en manøvre, der er beregnet til at dræbe, og som krigsheste blev trænet til at udføre, længe før det blev til et cirkusnummer.
Mere oplysende er det, at billedet er baseret på en virkelig hest ved navn Coureur, som levede i bedste velgående for præcis 324 år siden som den ældste og den eneste tilbageværende af sin slags. Den tilhørte en dansk race kaldet knapstrupper, som var karakteristisk ved sit plettede skind, det danske kongehus’ stolthed i baroktiden, men nu næsten uddød. Der findes faktisk ikke nogen fuldblodsheste af den race længere, idet mindre end 30% af dens DNA har overlevet i dens nærmest beslægtede race, appaloosa.
Robert, 1. viscount Molesworth (1656-1725), som var britisk ambassadør i Danmark, var overbevist om, at hesten ikke kunne hamle op med en engelsk fuldblodshest med hensyn til fart og udholdenhed, så i 1689 væddede han 1000 gulddukater med den kongelige staldmester, baron von Haxthausen, på, at Coureur ikke kunne løbe fra Frederiksborg Slot til Christiansborg, en afstand på 35 kilometer, på under 45 minutter. Molesworth var ikke alene adelig, men også intellektuel og videnskabsmand og vandt selveste sir Isaac Newtons respekt ved at op finde et krometer til at beregne længdegrader med.
Kapløbet mellem de to heste endte med at blive et spørgsmål om chauvinistisk stolthed snarere end videnskab og blev fulgt med stor interesse af den enevældige danske konge Christian 5. og hans undersåtter. Coureur reddede dagen for danskerne ved at nå i mål på 42 minutter, men sørgeligt nok kollapsede den kort efter og døde af overanstrengelse. Den blev derefter udstoppet i den klassiske kapriolpositur og udstillet som en seværdighed i de kongelige stalde på Christiansborg, hvor den stadig kan ses. Den mumificerede hest er blevet restaureret adskillige gange, senest i 2011, og er nu kun en skygge af sit tidligere gloværdige jeg.
Verdens stærkeste pige, Pippi Langstrømpe, har tilfældigvis også en knabstrupper ved navn Lilla Gubben (”Lille gamle mand”) som hun bruger til vægtløftning med én arm og glad bærer rundt på i stedet for at ride på den – en påmindelse om, at dekonstruktionen af det mandlige establishment har været nogle år undervejs (det ser ud til, at Ravn meget passende har reduceret Coureurs størrelse en hel del). Den er meget langt fra hulemaleriet af en af Coureurs fjerne slægtninge i Pech Merle i Sydfrankrig, malet af det nomadiske Cro-Magnon-folk i den ældre stenalder for omkring 25.000 år siden, hvor mennesket endnu ikke havde taget dyreriget i besiddelse, og hvor kampen mellem kønnene, hvis den fandtes på den tid, forbliver ukendt.
Et maleri fra 1694, der befinder sig på Rosenborg Slot, viser en kriger, der udøver sin krigskunst på en knapstrupper klædt i fuld rustning og i færd med at angribe en imaginær fjende med en lanse. I sammenligning hermed ligner Ravns reserverede og højtidelige holdning ikke en gang en kamp med vindmøller i Don Quixotes ridderlige ånd, eftersom hun tilsyneladende er fast besluttet til at erobre det stor, tomme intet midt i et kosmisk tomrum. Da Coureur døde, var menneskeheden stadig i høj grad universets centrum på trods af Copernicus’ revision af solsystemet og stod under Gud den Almægtiges velvillige beskyttelse. Nu er vi blevet meget mindre end et sandkorn i et verdensrum, der udvider sig hurtigere og hurtigere på grund af den mørke energi, som det blev slået fast i 1998 af Nobelpristagerne Saul Perlmutter og Brian Schmidt, og som muligvis er en del af et multivers med 11 dimensioner, hvor vores skæbne, eller rettere sagt vores galakses skæbne på langt sigt er at blive ladt alene og isoleret tilbage, som om Big Bang aldrig var sket.
Den dramatiske kontrast mellem lys og mørke, hest og rytter versus baggrunden, med et teknisk udtryk kaldet chiaroscuro eller i visse tilfælde tenebrisme, minder om værker af Caravaggio og Georges de la Tour, som stræbte efter at indgyde stærke religiøse følelser. Tilsvarende kunne fotografiet passende hedde Inge-Lise i Post-Eventyrland sejrer over tomheden eller, hvis man foretrækker en mere profetisk tekst, Den femte rytter fra Apokakypsen (tydeligvis en hemmelig metafysisk agent), eftersom jockeyen lader resterne af (kunst)historien bag sig. Selv om billedet ikke længere påkalder Kristus Pantocrator, har fotografiets flade fremtræden ikke desto mindre mere til fælles med den symbolske byzantinske ikonografi, idet den ugennemsigtige fotografiske emulsion har erstattet det bladguld, som symboliserer himlen snarere end de rumlige og tidsmæssige dimensioner, vi møder i den sene renæssance. Hvis vi nærmer os vor egen tid, har billedet også visse ligheder med den eksistentielle og livsangstprægede myteagtige abstraktion hos Adolph Gottlieb, Barnett Newmann og navnlig Mark Rothko, som var besat af tanken om modernitetens intethed og spirituelle tomhed, menneskets smerte, tragedie og ensomhed. Rothkos dunkelt lysende rektangulære farvefelter – flossede, flade og ”tidløse” – var beregnet til at virke på underbevidstheden og således række ud over en specifik historie og kultur. Det er værd at nævne, at hans stil for nylig har inspireret Ravn til at lave en serie store træsnit og blækmalerier.
Vi befinder os i kaninhullet samme med ”Inge-Lise i Post-Eventyrland” og driver af sted på de historiske rester i den sorte tunnel uden noget at holde fast i ud over vores egne flygtige tanker. Og det går nedad, ned gennem oldtiden og middelalderen, forbi renæssancen, den industrielle revolution og modernismens oprørsbevægelser mod computeralderen og videnskabens dominans på vej mod vores fuldstændig verdslige nutid dybt inde i den digitale matrice.
Ravns selvportræt er et antiheroisk og alligevel næsten absurd optimistisk budskab i en dyster tid, hvor menneskeheden står over for en hidtil uset global krise på alle fronter – økologisk, økonomisk, politisk, social, ideologisk – og den gamle verdensorden står for fald, hvad enten vi er parate til at erkende det eller ej. Men der er et lys i mørket, som kun venter på at blive fundet, ude i ødemarken, hvor op og ned, venstre og højre har mistet al iboende betydning. Den blindehest står lidt på skrå, som om den blev påvirket af en mærkelig visuel tyngdekraft, og spidser til, som om den er ved at blive suget ind i et usynligt sort hul, mens rytteren ser os alvorligt ind i øjnene og nægter at anvise nogen retning eller udbrede et beroligende budskab, som kunne give vores omflakkende sind lidt ro.
Dette er ikke en overlegen monark, der er skildret, så han taler til folket fra en højt hævet placering og opfordrer sine borgere til at ”bevare roen og arbejde videre”, mens den yderst skrøbelige verden, vi bebor i dag, styrter sammen under den dobbelte vægt af sine egne umættelige og modstridende ønsker. Billedet blev meget passende lavet til udstillingen ”Ego”, der blev vist på Center for samtidskunst i Aarhus sidste år. Den tavse rytter poserer som et memento mori, en påmindelse om vores egen forestående udslettelse, det eneste, som er sikkert. Sådan som hestens ben sparker ud til hver sin side, kunne det se ud, som om de galoperede i hver sin retning, så hestens krop kunne blive revet fra hinanden når som helst og lade rytteren blive hængende forladt over afgrunden. Hendes stivnakkede hoved er drejet i forhold til kroppen på en teatralsk måde og svæver på en uhyggelig ubevægelig måde over den som en lysende klode på et ellers tomt fundament.
Og dog er der på trods af den underliggende eskatologiske dysterhed og dommedagsstemning også en solbeskinnet side af fotografiet, som udsender et indre lys, en side, der spejler vores egen opmærksomhed. Og ved at gøre det, bliver det netop til et selvportræt – nemlig af os alle, af menneskets vilkår. Hermed er vi kommet tilbage til udgangspunktet, et ret muntert udseende billede af en hest og en rytter på baggrund af glemslens sorte flade, en hyldest til livet, som det var kunstnerens hensigt.

Hannes Sigurdsson

6O8A4988

Prisvinder Inge-Lise Ravn og Flemming Besenbacher, Carlsbergfondets formand. Riddersalen på Frederiksborg Slot, maj 2013.